It Services

Designomlægning er næsten i mål

Det store arbejde med at omlægge AAU's hjemmesider i CMS InfoGlue til det nye design er snart slut

Lagt online: 17.12.2015

Efter hårdt arbejde, utallige møder med redaktører og en masse supportsager, er der nu meget få InfoGlue-sites tilbage i det gamle AAU Design. AAU’s nuværende webdesign blev lanceret med publiceringen af aau.dk i efteråret 2013. Siden har en lang række AAU hjemmesider fulgt trop og webteamet i Anvendt it og udvikling har gjort en målrettet indsats for at få omlagt de resterende InfoGlue sites. Ritu Søndergaard Frandsen har været tovholder på denne proces:

”Det har været en stor opgave, der har krævet en del regneark for at få overblik over de mange redaktører og sites. Jeg har hele vejen haft et virkelig godt samarbejde med de dygtige AAU webredaktører. Sammen har vi lavet langt bedre sites. Det er jo ikke bare en designflytning, i næsten alle tilfælde er det også et kvalitetsløft.”

Webredaktørerne på AAU har gjort et virkelig stort stykke arbejde for at nå i mål med omlægningen. De har gjort brug af de tilbud, som webteamet i AIU har haft i forbindelse med omlægningen. Udover de nævnte rådgivningsmøder, kan webteamet måle dette på fuldt bookede InfoGlue kurser og næsten dobbelt så mange deltagere til Åbent Kontor, der afholdes hver 14. dag.

Da webteamet i AIU startede omlægningen var der omkring 500 InfoGlue sites. De er i dag reduceret til 279 sites i AAU’s webdesign, hvoraf 193 af dem er tidligere InfoGlue sites. Den store reduktion i antallet af sites skyldes, at rigtig mange sites lægges sammen, som følge af bedre muligheder for at bygge dybere navigationsstrukturer, og derudover er nogle sites er blevet nedlagt pga. forældet indhold. Dette betyder, at der i dag er 259 færre sites. En reduktion som både webredaktører og webteamet i ITS er yderst tilfredse med.

Interesserede kan se eksempler på hjemmesider i det nye design på ITS’s hjemmeside: http://www.its.aau.dk/vejledninger/infoglue/eksempler  

Flere nyheder 2015