Knap 700 studerende kommer til at aflevere projektrapporter og hjemmeopgaver i ”Digital Eksamen” (DE). Deres eksaminatorer og censorer skal læse opgaverne på skærmen og afgive karakterer. Studiesekretærerne på de enkelte studier står for at oprette prøverne i løsningen og styre arbejdsgangene på de enkelte eksamener i systemets administrations-grænseflade.
Løsningen er ny-udviklet fra bunden af Arcanic A/S til 5 universiteter (KU, AU, CBS, RUC, AAU) på basis af en lang proces, der startede med et fælles udbud i 2013. Regeringen har krævet at universiteterne digitaliserer eksamen – et krav der bl.a. stammer fra de studerende som finder det oldnordisk, at skulle aflevere på papir. AiU’s Tomas Nesgaard har integreret løsningen med STADS via webservices, der synkroniserer oplysninger om de studerende mellem studerende og til sidst overfører karaktererne.
Til efteråret leveres næste udgave af løsningen som forventes bl.a. at indeholde integration til Det Digitale Projektbibliotek samt mulighed for at også stedprøver og mundtlige prøver afvikles med DE.
Samtidig med DE afprøver vi også et andet produkt – Exam Monitor – fra Syddansk Universitet. Exam Monitor er et overvågningsprogram – d.v.s. en lille Java-applikation, som afvikles på den studerendes pc under digitale stedprøver, og som optager skærmbilleder og overvåger processer på pc’en. Formålet er, at øge troværdigheden ved de digitale stedprøver i form af overvågning af, hvad den studerende foretager sig på sin computer under prøven. De studerende må ikke kommunikere med 3. mand under stedprøverne og der kan være begrænsninger i hvilke online ressourcer, de må anvende.
Ca. 240 studerende vil afprøve Exam Monitor til sommereksamen 2015. Onsite Support medvirker ved eksamenerne og hjælper de studerende i gang med Exam Monitor.
Mere info på disse hjemmesider:
http://de.aau.dk
http://aau-em.sdu.dk [show]
eller ved kontakt til projektleder Thøger Elmelund Kristensen.