It Services

Projekt IDM i en overgangstid

Projekt IDM er gået ind i en ny fase. Men hvad går projektet ud på og hvor er det på vej hen?

Lagt online: 02.07.2015

Det IT-strategiske program for grunddata har arbejdet for at AAU etablerer et ”Identity Management”-system. Formålet er at få et overblik over hvilke roller der er på AAU og få automatiseret processerne omkring hvilke adgange til ressourcer, personer i bestemte roller skal have. Automatiseringen skal sikre kvaliteten og effektiviteten i måden der gives adgange til AAU’s mange systemer på. Alle der har deres gang på AAU, har en eller flere roller, hvad end den er som ansat, studerende, forsker, gæst mv. Projektet har en organisatorisk del, der skal arbejde med og skabe enighed om, hvilke roller man kan have ved tilknytning til AAU, og en teknisk del, der via it-understøttelse skal sikre automatisering og kvalitet i tildeling af adgange til de specifikke roller.

I samarbejde med Pricewaterhouse Coopers er der blevet udarbejdet en business case. Den er blevet godkendt i It-Strategisk Råd og senest har den været med på direktionsmødet 1. juni, hvor den blev godkendt. Nu er planen at der skal nedsættes en projektorganisation, bl.a. med en projektleder fra ITS, som skal sørge for den it-mæssige implementering og at projektet overholder vores projektmodel, og en AAU projektleder, der er ansvarlig for den organisatoriske implementering. Det næste store skridt bliver, at lave en kravsspecifikation som skal sendes i udbud.

Flere nyheder 2015