It Services

Trivselsmåling

Lagt online: 16.12.2014

ITS ledelsen ønsker, at alle arbejder kontinuerligt på en god trivsel for os alle.

ITS ledelsen, Samarbejdsudvalget (SU) og Arbejdsmiljøudvalget (AMiU) har opnået enighed om, at tilbagevendende trivselsmålinger er et egnet værktøj til at afdække udviklingen i trivslen.

Målet med trivselsmålinger i ITS er at få et tal, som kvantificerer en aggregering af trivslen i ITS og samtidig få et værktøj, som fremover kan styrke fokus på de rette områder relateret til trivslen i ITS.

AMiU har arbejdet med trivselsmålingen en del tid med det formål at sikre:

  • At målingen reelt undersøger områder, som dækker trivslen i ITS.
  • At målingen måler på en måde, som både medarbejdere og ledelse kan have tillid til


Dette arbejde har resulteret i en anonym spørgeskemaundersøgelse, som udføres via SurveyXact, hvor der udsendes et unikt link til hver medarbejder. Dette link sikrer, at den enkelte medarbejder kun har mulighed for at svare én gang. Der vil ikke blive fulgt op på om den enkelte har svaret. Desuden har SurveyXact har udelukkende medarbejdernes e-mail adresse og hverken navn eller medarbejdernummer.

Alle spørgsmål i spørgeskemaet besvares på en skala mellem ”meget uenig” til ”meget enig”.

Spørgeskemaundersøgelsen er efter aftale med Rambøl blevet placeret udenfor AAU’s hierarki. Det betyder, at kun 2 personer fra AAU har adgang til undersøgelsen. Det er Lars Frøkjær Knudsen fra AMiU og Jeanet Eugenia Klindoch, som er SurveyXact specialist i HR. De to personer er udvalgt for at sikre neutrale personer til databehandlingen, og deres opgave er at sikre, at der laves grafer ud fra resultaterne i spørgeskemaerne og at sikre at besvarelsesdata derefter slettes.

Afdelingerne er i spørgeskemaet fordelt på følgende grupperinger:

  • Anvendt It og Udvikling
  • Infrastruktur Services
  • Strategi og Proces samt Sekretariat
  • Support Services


Strategi og Proces og Sekretariatet er grupperet sammen, da anonymiteten er usikker og da det ikke ville være muligt at udarbejde statistik på det lave antal medarbejdere i de to afdelinger hver for sig. Studentermedhjælpere deltager i spørgeskemaundersøgelsen.

Der er i overensstemmelse med HRs retningslinjer lavet aftale om, at der udarbejdes statistik for hver gruppering og for summen af alle besvarelser, hvis og kun hvis den enkelte statistik indeholder data fra 10 eller flere besvarelser. Hver graf er markeret med antallet af besvarelser.

Besvarelsen af spørgeskemaundersøgelsen er åben fra når den enkelte medarbejder modtager link til undersøgelsen d. 12/12 2014 til d. 22/12 2014 kl. 12.00.

Efter de aftalte statistikker er trukket ud og verificeret,  vil data blive slettet og kun statistikkerne vil være blivende resultat. Statistikken for denne måling forventes at være udarbejdet medio januar 2015.

Statistikker og grafer for denne og fremtidige trivselsmålinger bliver publiceret på AMiU’s hjemmeside. 
Alle medarbejdere i ITS vil inden medarbejdermødet kl. 14 d. 12/12 2014 modtage sit unikke link til spørgeskemaundersøgelsen. På medarbejdermødet vil trivselsmålingen blive præsenteret, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål.

Trivselsmålingen bliver herefter udsendt hvert kvartal med henblik på at sikre en løbende måling, som både kan vise et meget aggregeret billede af udviklingen på trivselsområdet - generelt i ITS og - om der sker udvikling på de områder, som ledelsen vælger at fokusere på.

Både ledelsen, SU og AMiU ser frem til at ITS får etableret dette værktøj. Derfor håber vi, at I alle vil gøre jeres til, at vi via dette får en retvisende måling, som vi kan bruge i det fortsatte arbejde med trivslen i ITS.

Flere nyheder 2015