It Services

Det digitale AAU

ITS får hjælp til at facilitere processen omkring ny digitaliseringsstrategi

Lagt online: 19.09.2016

Digitaliseringsstrategien er væsentlig som guideline for, hvor digitaliseringen på AAU - og dermed også ITS, skal bevæge sig hen igennem de næste år. Som det ses på nedenstående billede, er der mange forskellige elementer, der spiller ind i at udvikle en digitaliseringsstrategi med dertilhørende handleplaner. Strategien skal understøtte såvel universitetets overordnede strategi, Viden for verden, som de underliggende strategier for forskning, formidling, administration og uddannelse.

Planen er, at digitaliseringsstrategien skal være klar til udgangen af 2016. Derfor vil der hen over de næste måneder være en del aktiviteter på området. Den endelige plan for arbejdet er ikke lagt, men det forventes, at der vil være en del medarbejderinddragelse involveret.

For at kunne opnå en gennemarbejdet strategi inden udgangen af 2016, er det blevet besluttet at hyre ekstern konsulenthjælp til at facilitere processen. Arbejdet med at finde de rigtige konsulenter er i gang, og der lægges stor vægt på deres erfaring med at udarbejde digitaliseringsstrategier indenfor den offentlige sektor. Håbet er, at konsulenterne kan påbegynde arbejdet i starten af oktober i tæt samarbejde med Per Hejgaard og Jesper Togsverd.