It Services

Forbedringer på AAU’s videokonferenceanlæg

D. 16. og 17. april implementerer ITS samtlige af AAU’s videokonferenceanlæg ind i en ny infrastruktur. Det betyder blandt andet, at brugere ikke længere skal finde IP-adresser på videokonference-hjemmesiden inden et møde eller undervisning. Samtidig vil de kald, som rigtig mange har oplevet, fra hackere, der forsøger at ringe ind til AAU’s videokonferenceanlæg, blive stoppet.

Lagt online: 15.04.2016

Weekenden 16.-17- april bliver travl for ITS, der skal omkring alle AAU’s kendte videokonferenceanlæg for at forbinde dem til den nye infrastruktur. Der kan dog være anlæg, som ITS ikke har kendskab til. I det omfang, de efterfølgende bliver identificeret, vil de kunne blive tilføjet til infrastrukturen.

Hvilke ændringer vil brugerne opleve efter d. 16.-17. april?

Den nye infrastruktur gør, at alle videokonferenceanlæg bliver automatisk opdateret, og der vil være en opdateret adressebog på alle videokonferenceanlæg. Det betyder, at brugerne ikke længere skal finde besværlige IP-adresser på videokonferencehjemmesiden inden eksempelvis et møde. I stedet kan man via betjeningen på videokonferenceanlægget finde det anlæg, man skal ringe til i anlæggets adressebog. Adressebogen er altid 100% opdateret med anlæg på AAU, da nye anlæg registreres med det samme i infrastrukturen. Det betyder også, at AAU’s videokonferenceanlæg forventes at være afskærmet mod de forstyrrende opkald, som flere har oplevet midt i undervisningen eller mødeafviklingen.

Support på videokonferenceanlæg på AAU

Det forventes, at indsatsen bidrager til, at brugerne af AAU’s videokonferenceanlæg får en meget bedre brugeroplevelse. På supportsiden betyder indsatsen, at ITS får registreret al brug af video på AAU og derved får lettere ved at hjælpe brugerne, bl.a. i kraft af bedre overblik over flaskehalse, fejl osv.

ITS’ support er som altid klar til at hjælpe brugerne fra mandag morgen den 18. april. Teknikere vil ligeledes være klar til at hjælpe med at få evt. fejl og mangler rettet til, hvis disse skulle forekomme. Samtidig er ITS klar til at assistere med at få anlæg, der ikke er registrerede/indkøbt via ITS, flyttet til den nye infrastruktur.

Teknisk videokonference-kørekort

Udover at implementere den nye videokonferenceinfrastruktur, så arbejder ITS også på at tilbyde teknisk instruktion i brugen af videokonferenceanlæg. ITS vil afholde åbne kurser, der ikke kræver tilmelding, men hvor ITS vil være til rådighed i forskellige videokonference-lokaler rundt om på AAU, hvor fokus vil være på at gå i dybden med brugen af videokonference og gøre brugere af systemerne mere trygge ved at bruge udstyret. Datoer omkring dette vil blive publiceret på www.its.aau.dk.