It Services

ITS temamøde om apps og office 365

Iført pirathat bød it-direktør Flemming Koch onsdag den 28. september velkommen til temamøde i Aalborg med kollegaer på videokonference fra både Esbjerg og København.

Lagt online: 04.10.2016

Teamet bag app-projektet havde sat scenen for deres præsentation med papirsørøverhatte, skattekort og skattekister i form af kage til pausen. App-projektet har haft flere navne, siden det startede som ”Indsatsområde 2: Speedbåde”, og udviklingen fra speedbåd til piratskib har budt på flere landvindinger, herunder AAU-1-day app’en, som allerede er blevet installeret 130 gange.

Grundlaget for arbejdet med app-udviklingen er blandt andet en brugerundersøgelse. Teamet sendte et spørgeskema ud og fik omkring 750 besvarelser tilbage fra studerende og ansatte. På baggrund af besvarelserne udarbejdede holdet en behovsanalyse og identificerede ønsker til apps; som fx en Booking-app, en print-app og en Åbent Hus-app.

Den kommende tid har app-teamet møder med diverse leverandører, da egenudvikling er for ressourcekrævende. Næste applikation kan være Moodle-relateret afhængig af, hvad leverandørerne kan levere. App-teamet vil fortsat gerne høre om brugernes meninger og ønsker, så henvendelser er meget velkomne.

Se app-teamets præsentation fra temamødet her.

Per Bach indledte næste præsentation på temamødet med en opsummering af arbejdet med kollaborative værktøjer. Blandt andet har It-Strategisk Råd (ISR) haft workshop med professor Peter Axel Nielsen, som præsenterede Time/Space Groupware Matrix (se billedet forneden) til at typebestemme it-understøttelse af samarbejde. Han inddelte også samarbejdsmekanismer i seks kategorier: Dokumenter, Korrespondance, Møder og konferencer, Opslagstavler, Relationsstyring og Opgavekoordinering. Arbejdet med kollaborative værktøjer fortsætter som en del af en ny digitaliseringsstrategi. 

Time/Space Groupware Matrix

Derefter overtog Simon Holm, som inden mødet havde opfordret til, at man medbragte mobile enheder, så vi sammen kunne se på nogle af Office 365’s egenskaber. Simon viste, hvordan man deler et dokument med udvalgte personer, men mindede om at ikke alle typer information egner sig til at blive delt på denne måde. Læs mere på informationssikkerhed.aau.dk om klassifikation af data.

Desuden slettes delte dokumenter hvis ophavsmanden fx stopper på AAU, så vigtige oplysninger bør ikke gemmes her. Onedrive bør i stedet betragtes som et smart personligt fildrev, understregede Simon.

Man kan også arbejde med eksterne vha. delingslink, ligesom dokumenter kan tilgås i Sharepoint og deles via Office 365. Læs mere om funktioner og online apps i Office 365 her.

Flere nyheder 2016