It Services

Nye projektlokaler skal sætte ekstra fart på digitaliseringsprojekterne

De nye projektlokaler ligger på Fibigerstræde 5

Lagt online: 19.09.2016

Kasper Søndergaard Andersen fortæller om de nye lokaler:

”En spændende tid for effektiv gennemførsel af digitaliseringsprojekter på AAU venter forude. I en årrække har vilkårene for gennemførsel af digitaliseringsprojekter været begrænset til decentral koordinering og kun lejlighedsvis mulighed for at samle projektets deltagere i samarbejde. Eksempelvis har det i mange tilfælde kun været muligt at samles om en workshop i tre timer én gang om måneden. Efter at have evalueret situationen, ser vi, at dette er bidragende til, at projekter kan tage op til tre år at gennemføre.

 

Inspireret af årelange positive erfaringer fra industrien indfører vi en agil tilgang til digitalisering af AAU, og første skridt i den retning bliver lokalerne på Fib5. Her vil vi samle et projekts deltagere i forventeligt tre dage om ugen, så de møder ind sammen, arbejder sammen og løser problemerne sammen. Lokalerne vil blive plastret til med whiteboard-tavler, som er en essentiel komponent i den agile tilgang og synliggørelse af opgaver, der skal løses. Inden for murene i sådanne lokaler vil det summe med liv, af folk der vil i mål med deres leverancer. Et forsigtigt bud er, at projektgennemførsel kan kortes ned fra tre til et år i en række tilfælde.

 

Projektlederne fra ITS, der udpeges til at sidde i de nye lokaler, glæder sig meget til, sammen med deres projektdeltagere fra andre afdelinger på AAU, at komme tættere på fagmiljøerne i en hverdag.

 

Når vi er kommet godt i gang, planlægger vi at afholde en ”åben kontor-dag”, hvor ansatte fra Fib5 og øvrige interesserede er meget velkomne til at kigge ind og få en snak med projektdeltagerne samt se de nye lokalers indretning.

 

Vi glæder os til at flytte ind i Fib5 og ser frem til en ny tid med effektiv gennemførsel af digitaliseringsprojekter på AAU. Efter planen overtages lokale 37 fra 1. oktober, mens den endelige dato for overtagelse af lokale 33 ikke er fastlagt endnu.”