For en flok it-kyndige i ITS er det ikke den store overraskelse, at en opdateret telefoniløsning byder på en række fordele. Skype for Business giver os både muligheden for at tale sammen, chatte og holde videomøder og kan anvendes både på kontoret, og når vi er på farten. Løsningen er tilgængelig fra en række forskellige enhedstyper som Windows PC, Mac, iPad, iPhone, Android-telefoner og –tablets, samt Windows-baserede telefoner og tablets – alt sammen i et meget intuitivt brugerdesign. Alligevel er der nogle udfordringer knyttet til det at forandre vores måde at bruge og tænke telefoni på, og det er værdifuld viden fra ITS’ oplevelse af løsningen, når projektleder Krestine Pedersen skal fortsætte arbejdet med udrulningen til resten af AAU i det nye år:
- Indtil videre er det gået meget godt med udrulningen, kun med små udfordringer. Bl.a. kan headset godt drille lidt, fordi mange ønsker at vælge andre modeller, end vi tilbyder i standardpakken. Det er selvfølgelig en rigtig god viden at have, når vi i det nye år skal rulle telefoniløsningen ud til resten af universitetet. Vi bruger en del ressourcer på at sikre, at den nye og gamle løsning kan køre samtidigt, så der bliver en glidende overgang, forklarer hun.
Når en ny callcenter- og omstillingsløsning er klar i løbet af 1. kvartal i det nye år fortsætter udrulningen til andre afdelinger end ITS. Det vil forventeligt give lidt øget behov for support, men Krestine fortæller allerede nu, at de fleste medarbejdere egentlig er helt klar på at give slip på den fysiske bord-telefon:
- Jeg har fået rigtig mange positive tilkendegivelser allerede nu, hvor vi har rullet løsningen ud til omtrent 300 brugere, særligt i forhold til, hvor nemt det er at bruge Skype for Business. Samtidig vejer de mange nye fordele op for, at man skal ændre sin vane, når man skal ringe til en kollega eller ud af huset. Det giver gode forhåbninger om, at resten af universitetet også vil tage godt imod Skype for Business, slutter Krestine.