I starten af marts har projektgruppen for Master Data Management (MDM) taget hul på MDM-projektet. Projektets mål er at sørge for, at forretningskritiske fælles data bliver gjort til master data. Med projektet omkring master data sættes der fokus på at sikre præcise og korrekte data på tværs af AAU.
Den første del af udfordringerne ligger i at få defineret fælles begreber for AAU, så vi fremover taler samme sprog på tværs af universitetet. I den næste del af projektet går arbejdet på fælles data og integrationer, så vi fremover kan udveksle og levere præcise og korrekte data, både til intern og ekstern brug. Projektet er planlagt til at vare to år, hvorefter det overgår til en driftsfase.
Projektgruppen består af MDM-koordinator Bo Hovgaard Thomasen (ØA), informationsarkitekt Michael Thorup (ITS) og informationsarkitekt Sando Imer (ITS). Projektgruppen har et projektlokale på FB7F (ØA-lokaler), hvor de vil være en stor del af tiden, samtidigt med de også er på ”STP-gangen” og frokoststue på SLV.
Projektgruppen refererer til en styregruppe, som består af: Styregruppeformand Morten Winterberg, Seniorbrugere Kristian G. Olesen, Lene Tølbøll, Marian June Andreasen og Seniorleverandør Thomas Krumbak. Styregruppen referer til Det Strategiske Digitaliseringsudvalg (DSD).
Opstartsfasen af projektet går med revidering af handlingsplanen samt modellering af en projektplan. Projektgruppen ser meget frem til et spændende samarbejde med hele universitetet omkring MDM-projektet.
Har du spørgsmål, eller bare er nysgerrig på projektet, er du meget velkommen til at fange Michael Thorup eller Sando Imer i frokoststuen, på kontoret eller via mail.