Torben har i sit tidligere arbejdsliv været paletten rundt; han har haft ansvar for egenudvikling, implementering af standardsystemer, projektledelse og support, og med en meget bred vifte af de systemtyper, der findes. Dét, samt hans erfaring med at styre forandringer og sikre eksekvering, er nogle af årsagerne til, at Torben blev valgt til jobbet, fortæller IT-direktør Flemming Koch:
-Torben har en solid erfaring, som både vi i ITS og dem, vi leverer til, vil få stor gavn af.
Agilitet som mindset
Noget af det, der motiverede Torben til at søge ind på AAU, er organisationens vilje til forandring, det internationale udsyn og den innovative ånd. Det passer godt til Torbens forståelse af agilitet, ikke bare som metode, men som mindset.
-Jeg er vant til at arbejde med både forretningskritiske systemer og innovation; kunsten er at balancere. Forretningskritiske systemer fordrer faste processer og stabilitet. Hvor innovation og forandring kræver, at man er tilpasningsdygtig og har en agil tilgang. Men i alle tilfælde er det vigtigste at have et klart fokus på kundernes og forretningens behov, fortæller han.
Studerende er vigtigst
Torben er glad for den varme og åbne velkomst han har modtaget, både i ITS og på resten af AAU. Han glæder sig til de spændende opgaver der venter forude, og til at lære universitetet bedre at kende.
-Første opgave er at forstå AAU og dets kerneydelser til bunds. Jeg glæder mig til at få skabt nogle gode relationer i AAU-landskabet, og til at skabe et fundament for et godt og tillidsfuldt samarbejde med fokus på vores vigtigste målgruppe: de studerende.