Intranet for ansatte i ITS

Jørgen Aarenstrup fejrer 25-års jubilæum som statsansat

D. 20. april kunne ITS kippe med flaget og holde reception for supportafdelingens Jørgen Aarenstrup, der har en flot 25 år lang karriere bag sig som ansat i staten.

Lagt online: 07.05.2018

Fra lastvognsmekaniker til it-supporter

I 1993 startede Jørgen i Forsvaret som lastvognsmekaniker, men allerede undervejs lokkede it-interessen og førte til, at Jørgen sammen med sin svoger stiftede et it-firma omkring årtusindeskiftet, som han drev ved siden af jobbet i Forsvaret. Undervejs i de 13 års ansættelse ved Forsvaret fik Jørgen muligheden for at forfølge it-interessen ved en civil uddannelse som it-supporter ved det, der dengang hed Aalborg Tekniske Skole (i dag Tech College Aalborg). Uddannelsen banede vejen til et fuldt skifte over i it-verdenen, da Jørgen i 2006 startede i jobbet som it-supporter ved VIA University College i Aarhus i 2006. Jobbet var spændende, men den lange transporttid mellem jobbet og familien i Nordjylland fik Jørgen til at kigge mere aktivt efter en stilling i det nordjyske. I 2012 da ITS var på nippet til at blive dannet, havde Administrationens It-afdeling ved AAU en stilling slået op, som Jørgen søgte og fik. Sidenhen er it-afdelingerne på AAU som bekendt blevet sammenlagt til det ITS, vi i dag kender, og her er Jørgen i dag en vellidt it-supporter, der både har den direkte kontakt med ansatte og studerende, der søger it-hjælp, såvel som han nyder at dykke ned i de mere tekniske opgaver. Eksempelvis arbejder han med at udvikle programpakker og lave avanceret fejlfinding.

- Jeg drives af ​at gøre brugerne glade og lave løsninger, som de er tilfredse med, og kan jeg samtidig også løse nogle af de mere nørdede opgaver, så passer det rigtig godt til mit gemyt, fortæller Jørgen.

 

Reception i ITS

D. 20. april fejrede ledelse og kolleger i ITS Jørgen ved en reception på Niels Jernes Vej i Aalborg. Eftermiddagen bød på mange gode kollegiale snakke akkompagneret af snacks, kaffe og kage, og Jørgens leder Michel Thomsen benyttede lejligheden til i sin tale til Jørgen at rose ham for sin indsats i ITS, særligt den servicemindede og vellidte support til studerende og ansatte – også når der er tale om de henvendelser, der bærer et frustreret præg.

- det var en rigtig god dag, og dejligt at blive fejret af kolleger, få flotte ord og gaver med på vejen. Jeg er klar til 25 år mere, slutter Jørgen med et smil.
 

Mere personalenyt 2018