Dagmar Knudsen Fallesen er ansat som projektkonsulent i Digitalisering og Transformation (DOT) pr. 4. januar 2021, hvor hun skal arbejde med udmøntning af forskningssporets aktiviteter under digitaliseringsstrategien.
Dagmar fotæller:
"Jeg blev uddannet fra AAU i sommer med en kandidat i Turisme. Gennem min uddannelse har jeg altid haft mest fokus på erhvervs- og organisationsudvikling. Efter endt uddannelse blev jeg ansat som videnskabelig assistent på et projekt omkring læringsudbyttet af virtuelle konferencer i 2020. COVID-19 og pandemien er selvfølgelig udgangspunktet, men digitalisering ser (heldigvis) ikke ud til at gå af mode. Derigennem er jeg nu blevet ansat som projektkonsulent hos ITS under forskningssporet, hvor jeg skal arbejde med den interne implementering og kommunikation af nogle af de eksisterende projekter samt assistere med kommunikations-, research- og analysearbejde på handleplanernes aktiviteter.
Jeg har førhen arbejdet meget med sprog, branding, erhvervsudvikling, bæredygtighed, hjemmesider, undervisning mm. og har de sidste mange år også arbejdet som frivillig hos Dansk Flygtningehjælp omkring et projekt med økologiske køkkenhaver.
I forhold til den mere personlige profil er jeg 26 år gammel og bor i Aalborg sammen med min kæreste, der arbejder som business intelligence engineer hos Alfa Laval. Jeg elsker at rejse og opleve nye ting, møde nye mennesker og blive klogere på nye kulturer. Derfor har jeg også brugt tid i udlandet under min uddannelse, henholdsvis i USA under min bachelor og Sydafrika under min kandidat. Jeg spillede rugby i nogle år indtil en voldsom knæskade satte min ud af gamet, så nu nyder jeg det fra sidelinjen med mine venner. Ellers går min fritid med at gå ture og læse gode bøger."
Velkommen til ITS, Dagmar!