EDB-kontoret havde dengang en håndfuld it-medarbejdere ansat, som selv tilrettelagde arbejdet. Én af Barbaras første opgaver var at skifte skrivemaskiner ud med computere. I takt med at behovet for it-understøttelse på AAU oplevedes stigende blandt de 5 medarbejdere, ønskede de sig en chef til at stå i spidsen for professionalisering og organisering af it på Det Humanistiske Fakultet. Det resulterede i ansættelsen af Michael Collin - som også i dag er at finde i ITS som Supportchef. Barbara fortæller:
- ”I og med, området blev professionaliseret, fik vi it-medarbejdere også mulighed for at specialisere os, frem for at vi alle skulle vide og kunne alt. Det var et godt første skridt på vejen til samlet set at kunne hjælpe brugerne med meget mere. Når jeg ser tilbage på dengang og nu, så er det virkelig interessant, hvor markant samfundet og AAU har udviklet sig. Niveauet er virkelig steget i de teknologiske udfordringer, de studerene og ansatte står over for. Det sætter også krav til, at vi supportere hele tiden lærer mere og mere for at kunne hjælpe. Derfor er det heller ikke kedeligt på 25. år at arbejde med it-support”, fortæller Barbara.
Undervejs i karrieren på AAU har Barbara da også løbende dygtiggjort sig, bl.a. som studerende på Master of Information Technology-uddannelsen på AAU sideløbende med, at hun varetog sit job i en deltidsstilling. Samtidig har it-området på AAU været i løbende udvikling og forandring, bl.a. med tilblivelsen af den centrale it-organisation, ITS, i 2013.
Fejret af ITS-kolleger
Der hersker ingen tvivl om, at Barbara er en vellidt medarbejder og kollega, hvilket det flotte fremmøde ved receptionen d. 7. januar 2019 på Selma Lagerløfs Vej også vidnede om. Her fejrede tidligere og nuværende kolleger, ledere og familiemedlemmer Barbaras flotte 25 års indsats på AAU. Barbara holdt selv en spændende tale om hendes rejse på AAU fra første dags ansættelse og frem til nu, og Supportchef Michael Collin havde også ordet og kunne i sin tale til Barbara sætte pris på både hendes indsats og væsen:
- ”Barbara er en medarbejder, som altid har forstået at give vore brugere en support i øjenhøjde med brugernes formåen og behov. Det er ikke tilfældigt, at man i dag, hvor vi fejrer Barbaras 25-års jubilæum, ser, at nogle af dem, der er her, er ude fra de miljøer, som Barbara i mange år har supporteret – de områder på AAU, hvor Barbara har ydet support, har brugerne helt afgjort fået en positiv oplevelse af it-supporten”, fortalte Michael.
Ligeledes fortalte Michael:
- ”Barbara var i mange år del af det, vi i dag kalder Tier 1-supporten, hvor hun var helt tæt på brugerne. Det var hun god til, og da der så opstod et behov for, at vi opnormerede i Tier 2 på eLæring og Portal, så var Barbara også frisk på det. Her har hun været inde over både Digital Eksamen med ITX-flex, Moodle-support og endelig Barbaras hjertebarn: videoer til formidling i mange sammenhænge. Dette er kendetegnende for Barbara; aldrig bange for en forandring – særligt, hvis det også giver indblik i noget nyt teknisk spændende isenkram”.
Drivkraften har for Barbara gennem alle årene været - og er fortsat - at kunne hjælpe brugerne i rollen som ”it-problem-knuser:
- ”Det er sjovt, når det lykkes at finde en løsning på et konkret problem og brugerne bliver glade!”, slutter Barbara.