It Services

Kanban-kursus

En gruppe af Anvendt It og Udviklings medarbejdere har været på Kanban-kursus.

Lagt online: 16.10.2015

Kanban-kurset blev afholdt over to dage d. 16.-17. september 2015, hvor ekspert i at arbejde agilt, Jesper Bøg fra AgileUpgrade, underviste på AAU. Formålet og behovet er blevet efterlyst fra ledelsen i AIU, som ønsker at styrke afdelingens agile arbejdsmetoder yderligere. 

Hvad er Kanban?

Kanban er både en disciplin og et samarbejdsværktøj for et team med henblik på planlægning, styring og at arbejde effektivt og agilt i en veldefineret arbejdsproces. Kanban praktiseres på en synlig tavle, der bidrager til at give et samlet overblik og status for alle involverede i teamet. Kanban har fokus på at gøre et team mest muligt produktivt (Lean), ved at udnytte de tilgængelige ressourcer i teamet så optimalt som muligt og have fokus på hurtigt at fjerne her-og-nu-forhindringer i teamets fremdrift. Selve Kanban-tavlen har kolonner, som afspejler de enkelte trin, der eksisterer i teamets arbejdsproces samt nogle Kanban-kort, der sættes op på tavlen med konkrete opgaver, som skal eksekveres. Kanban-tavlen giver komplet øjebliksbillede af, hvad nuværende status er for de enkelte opgaver og hvilke medlemmer i et team, der arbejder på hvilke opgaver mv.

Hvad var udbyttet

Der var 20 kursusdeltagere fra AIU fordelt på ledere, systemforvaltere, it-arkitekter og udviklere. Deltagerne fik en masse inspiration til, hvordan Kanban kan bidrage til at skabe et overblik og aktuel status på de arbejdsopgaver, et givent team har, og hjælp til prioritering af disse opgaver. Der var konsensus blandt kursusdeltagerne om, at de enkelte teams i AIU skulle finde en måde at prøve kræfter med Kanban på. Der kan eventuelt laves en stor Kanban-tavle for alle teams i AIU til at give et samlet overblik over alle arbejdsopgaver og nuværende aktiviteter. Undervejs i selve kurset fik kursusdeltagerne rig mulighed for at afprøve et Kanban - bl.a. via et spil, GetKanban, som var lærerigt og meget udfordrende og gav en god forståelse for, hvad Kanban er for en disciplin.