ITS var fornylig vært for det halvårlige Moodle-møde. Her fortalte Lillian Buus fra Anvendt It og Udvikling de 30-40 deltagende studiesekretære om nye tiltag i Kosmo og Moodle. Mødet blev afholdt i Aalborg, men det var muligt at deltage via videokonference fra Esbjerg og København. Lillian fortæller, at stemningen var god og at deltagerne var engagerede og interesserede i de nye tiltag.
Kosmo
Anvendt It og Udvikling har udviklet kursusoprettelsessystemet Kosmo til Moodle. I midten af oktober blev en ny version af Kosmo lanceret. Opdateringen øger effektiviteten, letter arbejdsgange og minimerer fejl for studiesekretærerne i forbindelse med oprettelse af kurser i Moodle og tilknytning af studerende via Stads-koder. Sekretærerne vil som brugere opleve en meget forbedret it-understøttelse af at tilknytte relevante studerende til kurser. Opdateringen, der er udviklet af Lars Anderson og Martin Christensen, er blevet godt modtaget blandt brugerne og der har kun været få supporthenvendelser.
Moodle
Moodle er også blevet opgraderet med nye features. Disse skal være med til at lette arbejdsgangene for studiesekretærerne og gøre Moodle mere brugervenligt. Mads Peter Bach, Lars Anderson samt systemforvalterne for e-læringsværktøjerne har stået for opgraderingen.
Kan noget gøres anderledes?
I forbindelse med mødet, udførtes en brugertilfredshedsundersøgelse blandt de fremmødte studiesekretærer. Resultatet af de 32 besvarelser var rigtig flot på alle parametre. Der blev afdækket et forbedringspotentiale i forhold til, om det er nemt at finde hjælpematerialer til Moodle. Dette forbedringspotentiale vil systemforvaltning for e-læring arbejde med.