De sidste mange måneder har VAAU arbejdet på at opgradere de tekniske anlæg i undervisnings- og mødelokaler på AAU's tre campusser.
Nu er målet at forbedre de pædagogiske kompetencer inden for undervisning med brug af videokonference. Forskningscenter for VidEO med Rikke Ørngreen i spidsen har udviklet et kursusprogram med tre forskellige moduler. I kurserne introduceres deltagerne til væsentlige begreber inden for videokonference anvendt i undervisningsregi, og de tre moduler introducerer til tre forskellige former for videokonference. Deltagerne får mulighed for både at diskutere og afprøve de tre former, og sætte dem i relation til egne undervisnings- eller vejledningssituationer.
De tre moduler er:
CAMPUS-TIL-CAMPUS UNDERVISNINGSAKTIVITETER
De studerende er samlet på to eller flere lokationer / campusser og deltager altså flere fra samme lokale. Typisk fokus her er holdundervisning og møder (som undervisningsplanlægning).
INDIVIDUEL DELTAGELSE HJEMMEFRA/ARBEJDE
Deltagere/studerende fra hvert deres lokale (hjem, arbejde el. lign.) Typisk fokus her er mindre hold, gruppearbejde og vejledning.
DELTAGELSE BLANDET FRA CAMPUS OG HJEM
Kombination mellem at nogle deltager fra en campus i samme lokale og andre deltager via desktop/mobile løsninger. Typisk fokus her er mindre hold, gruppearbejde og vejledning.
ÅBNE MODULER
Alle tre moduler er åbne for alle, der ønsker at afprøve mulighederne ved de forskellige typer af videokonference, men hvis du ikke har undervist før, kan det være en fordel at have deltaget i det pædagogiske grundkursus, som LearningLab AAU udbyder.
Prorektor Inger Askehave har besluttet, at det første kursus (campus til campus) skal være obligatorisk fra F17; den enkelte underviser kan dog få midlertidig dispensation, hvis vedkommende er tilmeldt kurset i løbet af året.
Kurserne afholdes som åbne kurser og er gratis for ansatte på AAU i 2017, men for at få en ide om antal deltagere og lokalebehov beder vi om, at du tilmelder dig.
Kursusmodulerne udbydes både i Aalborg og København. Lokale og andre praktiske oplysninger oplyses efter tilmelding. Se datoer og læs kursusbeskrivelser her.