De Digitalt Indfødte – en vision for APP-projektet
Bo Hvass Pedersen indledte temamødet med at fortælle om overvejelserne bag APP-projektet, som sker med et outside in mindset: hvem skal have noget ud af det, og hvordan tilrettelægger vi efter det?
Det overordnede mål er: Dit personlige AAU i hånden – på enhver enhed, til hver en tid og hvor som helst. Og det skal være til gavn, ikke kun for de studerende, men også for de ansatte fra generation Z, der begynder at komme ind på arbejdsmarkedet.
Bo gjorde op med misforståelsen, at de digitalt indfødte, som generation Z også kaldes, er gode til teknologi – for det er de ikke nødvendigvis. Der er fx ingen vejledninger på facebook eller snapchat, det skal bare virke. Derfor er den første fejl, vi begår, når vi laver lange vejledninger. Z-erne behøver ikke ”the big picture”, de vil hellere holde fokus på: ”hvordan får vi tingene gjort”.
Eller sagt med andre ord: De digitalt indfødte forventer ikke at skulle læse manualer for at sætte diverse programmer op – de har hverken kompetencer, tid eller overblik til det. De vil have sammenhæng, brugervenlighed og ”lækker-ness”!
APP-projektet køres med brugerdrevet innovation: meningen er, at de studerende skal komme med input. At projektet skal være drevet af community, synlighed og medbestemmelse.
De fastlagte features i roadmap’en er blandt andet: Find vej app, Skema app og ID med fingeraftryk. Retningslinjerne for arbejdet er fx, at alt skal udvikles i Xamarin, al kode skal afleveres i AAU’s GIT – det er AAU’s ejendom, projektet skal opsplittes mellem leverandører og studerende, der skal være rimelig dokumentation osv.
Og så er en Happy summer code camp i støbeskeen! Konceptudviklingen er påbegyndt, og meningen er, at der skal lægges nogle projekter ud, som de studerende kan blive inviteret til at kode på.
Se Bo's præsentation.
Identity Management – AAU-ID
Projektleder Lotte Bonderup fortalte om AAU-ID, der er et forretnings- og forandringsprojekt, som sætter fokus på digitalisering af manuelle arbejdsgange og blanketter for at øge sikkerheden og skabe en lettere og mere ensartet håndtering af ansatte og studerende på Aalborg Universitet.
Det handler om at skabe gevinst ude i forretningen. Få etableret nogle gode processer – i dag mangler der fx flere steder gode arbejdsbeskrivelsesprocesser.
Hvorfor skal vi have AAU-ID? Lige nu arbejder vi med rigtig mange blanketter samt tidskrævende og manuelle arbejdsprocesser, hvor der er risiko for fejl. Med AAU-ID får vi gevinster som: det bliver lettere at være bruger, at udføre brugeradministration, at få adgang til korrekte systemer, der vil være øget sikkerhed, bedre datakvalitet og færre fejl.
Forventet implementering er efter sommerferien, og det kommer til at tage et års tid.
ITS’ nye Serviceportal og Servicekatalog
Som dagens sidste oplæg præsenterede Michael Kristensen og Michel Thomsen ITS’ nye Serviceportal og Servicekatalog. Det nuværende servicekatalog er 3 år gammelt, og det er stort set ikke blevet opdateret siden oprettelsen. Derfor er der i styregruppen blevet kigget på, hvad AAU har behov for.
Formålet er:
- At skabe bedre adgang til og synlighed af it leverancer
- Endnu bedre serviceoplevelser for vores brugere
- Og nemmere leverancer til hele AAU
Serviceportalen vil være det samlede sted til bestillinger, fejlmeldinger, driftsstatus og FAQ. Derimod vil servicekataloget indeholde en samlet beskrivelse af de services, som ITS udbyder.
Der er på nuværende tidspunkt 40.000 Service- og incident requests om året – det er målet at kunne automatisere en stor del af disse via serviceportalen.
Hvis en bruger bestiller en service igennem serviceportalen, har ITS medarbejderen alle de oplysninger, der skal bruges for at løse opgaven – dermed kan en masse administration spares.
Planen er, at serviceportalen skal være klar til brug i maj 2017 – således at der kan bestilles leverancer igennem portalen. Derfra skal der løbende tilføjes nyt indhold til den.
Se Michael og Michels præsentation.