It-direktør Flemming Koch åbnede mødet med en varm velkomst og præsentation af dagens program med digitaliseringsstrategien som afsæt:
- Det her er en mærkedag for ITS. En godkendt digitaliseringsstrategi er et paradigmeskifte for os. Når jeg vågner i morgen, er jeg ikke så anderledes, men det er ITS. Der bliver noget, der hedder før i dag og efter i dag. Det skal vi høre meget mere om, ligesom vi skal høre, hvad de næste skridt er for strategien, hvorefter vi zoomer mere ind på de konkrete tiltag, vi allerede er begyndt at arbejde med; nemlig handlingsplanerne, introducerede Flemming.
Du kan se eller gense den samlede præsentation fra medarbejdermødet her.
Digitaliseringsstrategien
Som strategichef har Per Hejgaard stået i spidsen for et stort stykke arbejde med udviklingen af strategien, som også har involveret flere andre medarbejdere både i og uden for ITS. Per skitserede kort processen for fremkomsten af strategien og gav også sit syn på, hvad den betyder for os og hvordan, den vil få indvirkning på vores hverdag:
- Sagen er den, at strategien er et stykke papir med nogle ord på! Men den kommer også til at være noget, vi kan se og mærke i virkeligheden. Det er ikke for at underdrive strategien, men jeg ser den som en billet til U2. Det er ikke så meget billetten, men det der sker, når man er kommet til koncerten, der er spændende!, forklarer Per.
Derudover fremhævede Per, at processen, hvor rigtig mange på hele AAU har været involveret, tillige har sat os i en meget gunstig situation, for nu er øget digitalisering blevet en del af et fælles mindset og en ambition for, hvad AAU skal kunne – hvor digitalisering spiller en direkte rolle inden for forskning og uddannelse. It bliver ikke bare en leverandør, men en medspiller på AAU’s udvikling.
Strategien er i øjeblikket under kærlig behandling hos AAU Kommunikation, som står for den endelige grafiske opsætning og videre formidling på AAU på vegne af Direktionen. Vi har dog fået grønt lys til at dele en tekstversion i ITS, som du derfor kan se lige her.
Udmøntning af strategien
Nu hvor digitaliseringsstrategien er godkendt af Direktionen som en del af AAU’s samlede strategi Viden for Verden, kan det egentlige udmøntningsarbejde gå i gang. Digitaliseringspartner Jeanette Møller fra STP tog over efter Per Hejgaard med en præsentation af det videre udmøntningsarbejde, som foregår inden for de fem spor, strategien omhandler: forskning, uddannelse og problembaseret læring, administration, kompetencer og vidensamarbejde. Det strategiske Digitaliseringsudvalg har udpeget et medlem fra udvalget til at stå i spidsen for udmøntningsarbejdet for hvert af sporene, og vi vil i ITS løbende høre mere om status, resultater og hvilken effekt, det har på ITS.
CLAAUDIA
Som et helt konkret eksempel på, hvad digitaliseringsstrategien kan udmøntes som, præsenterede digitaliseringspartner Rasmus Jensen os for projektet CLAAUDIA, der er en samling af services, som stilles til rådighed for forskerne, og en tilhørende rådgivningsfunktion. Første leverance er en storage-løsning, som GDPR-projektet har ønsket. Bo Bai fra IFS tog over efter Rasmus for at indvie os i cloud-teknologien og overvejelserne omkring, hvilke løsninger vi selv bør og skal have på AAU og hvilke løsninger, det giver bedre mening at købe sig til som en del af noget større. Karsten Kryger Hansen, som er ansat på Universitetsbiblioteket, men som arbejder på GDPR-projektet og CLAAUDIA, præsenterede os for Data Management og overvejelserne omkring, hvordan data for forskerne kan – og skal – opbevares i fremtiden. Det skal CLAAUDIA selvfølgelig kunne leve op til.
Handlingsplaner for 2018 i ITS
I mødets sidste halvdel blev fokus skruet ind på ITS igen med en præsentation af handlingsplanerne for 2018. Peter Nørkjær fortalte om processen for, hvordan det netop er de pågældende 29 handlingsplaner, der er besluttet som de vigtigste for os at sætte ind på i ITS. Flemming Koch tog herefter over for at folde de 29 handlingsplaner ud med afsæt i de værdier, som ITS-ledelsen har brugt som grundlag for at udvælge indsatserne.
- Det ligner, det stritter i mange retninger – det gør det også på den måde, at vi supporterer i mange retninger! Der er nogle muskelgrupper, vi skal i fitnesscenter med, som vi vil forsøge at forstærke, forklarede Flemming.
Som et konkret eksempel på en handlingsplan og arbejdet med den i praksis gav udviklingschef Lars Lohmann til slut på mødet et indblik i handlingsplanen ”Handover – takeover”. Arbejdet er i gang, og der vil løbende blive delt en status på denne såvel som de øvrige 28 handlingsplaner i ITS i månedsrapporterne, nyhedsmail mm.
Du kan se nærmere beskrivelse af de 29 handlingsplaner for ITS her.
Har du spørgsmål til nogle af oplægsholderne fra medarbejdermødet, er du meget velkommen til at kontakte dem: