It Services

ITS-SA's forbedringsplaner 2019

ITS-SA arbejder i 2019 med en række forbedringsplaner med fokus på ”den gode arbejdsplads”.

Lagt online: 03.07.2019

Forbedringsplanerne udspringer af en række interviews med kollegaer i ITS, som ITS-SA afholdt i efteråret 2018. Disse interviews rummede en række fællesnævnere, som forbedringsplanerne ønsker at adressere:

  • Gode kolleger og opmærksom ledelse giver et godt arbejdsmiljø
  • ITS opleves som en fleksibel arbejdsplads – det sætter vi pris på
  • Den nære ledelse er vigtig som kilde til relevant information og betyder meget i det daglige
  • Strategier og handleplaner skal gøres nærværende og relevante
  • ITS giver muligheder for spændende faglige opgaver og kompetenceudvikling

Ud fra disse punkter har ITS-SA udpeget nogle konkrete indsatsområder, som der arbejdes med hele 2019. Nogle af områderne er meget specifikke og rettet mod en konkret løsning af et enkelt område, mens andre er mere brede. Især for de bredt formulerede indsatsområder, fokuseres der på at identificere ”lavthængende frugter”, som sandsynligvis ikke dækker hele området, men som bidrag til små skridt i den rigtige retning. Nogle tiltag er helt eller delvist udført, mens andre ser dagens lys i løbet af efteråret.

Forbedringsplanerne for 2019

Seniorpolitik for ITS

  • I april 2019 var alle seniorer (60+) inviteret til et informationsmøde omkring seniorpolitik på AAU og i ITS. Det er planen, at et informationsmøde om ITS’ seniorpolitik gentages en gang om året.
  • ITS’ seniorpolitik kan findes her

Checkliste til nærværende ledelse

  • Interviews har vist, at medarbejderne generelt vægter nærværende ledelse fra særligt teamlederniveauet højt.
  • Denne forbedringsplan skal give teamlederne en checkliste til, hvad der opleves som nærværende ledelse for medarbejderne i ITS. Forventes klar efter sommerferien

Faglig kommunikation

Der er generelt et stort ønske om at få den rette kommunikation på det rette tidspunkt, og en del giver udtryk for, at information ligger forskellige steder, og det kan være svært at vide, hvor man skal henvende sig. Disse delmål forsøger at adressere dette:

  • Opdatering af ITS intranet: Som et delmål for at styrke kommunikation har ITS' intranet fået en kraftig overhaling med bl.a. tydeligere kategorier, så det er lettere for alle at finde relevant information uanset om det er personalenyt eller oplysninger om regler ved ferie og fravær.
  • ITS-messen 2019 med fokus på kendskab på tværs af teams gav mulighed for at lære forskellige teams og kollegaer fra alle afdelinger i ITS bedre at kende.

Sociale tiltag

  • Hvordan lærer vi hinanden bedre at kende, så man ved, hvor man skal henvende sig, når vi skal arbejde sammen. Forbedringsplanen omkring sociale tiltag forsøger at komme med bud på, hvordan vi gør det endnu bedre.
  • Vi er meget interesserede i input hertil, så har du idéer hører vi gerne fra dig.

Onboarding af konsulenter

  • Når eksterne konsulenter skal oprettes, er det typisk de samme spørgsmål, som dukker op, og viden ligger ved flere forskellige personer i ITS. Dette forbedringstiltag går ud på at beskrive og samle relevant information til de medarbejdere i ITS, som har til opgave at få en konsulent tilknyttet et projekt eller team med det formål at lette arbejdsgangen omkring dette. Forventes klart i slutningen af 2019

Læs mere om ITS-SA og de forskellige tiltag i denne præsentation. Har du input eller kommentarer, er du altid meget velkommen til at kontakte et af medlemmerne i ITS-SA. Har du lyst til at bidrage til indsatserne, eller har du forslag, f.eks. til sociale tiltag, hører vi også meget gerne fra dig.